Anti-establishment-oprøret mangler at finde sin rette kurs

Med et britisk EU-exit og en outsider som vinder af den amerikanske valgkamp er vi vidner til et historisk folkeligt anti-elitært oprør. Hvorfor finder det sted, og hvorfor har vi brug for en anden kurs? Læs analysen her for at få et bud på det.

 

Over hele verden buldrer oprøret mod den etablerede politiske orden der ud af. Ved den netop afsluttede valgkamp i USA, var oprøret mod den politiske elite og ‘the establishment’ den afgørende faktor for resultatet. Undervejs formåede en for mange stort set ukendt selvproklameret demokratisk socialist næsten at vinde den demokratiske nominering. På republikanernes side lykkedes det for en anden outsider at gå hele vejen. Således kulminerede valgkampen med en, for nogle, uventet sejr til den i politisk sammenhæng fuldstændig uprøvede Donald Trump. For mange oprørske vælgere blev spørgsmålet om hvor der skulle sættes kryds snarere afgjort via et fravalg af Hillary Clinton, selve personificeringen af den gamle Washington-garde, end via et tilvalg af den flamboyante realitystar Donald Trump.

 

Årsager til oprøret
Hvorfor ser vi dette oprør mod hele det etablerede system? Svaret på det er i høj grad den øgede ulighed, samt den øgede usikkerhed blandt borgerne for hvad fremtiden skal bringe. Allerede for 8 år siden førte Barack Obama valgkamp på en platform om håb og forandring. Tydeligvis for at appellere til det på det tidspunkt allerede store antal oprørske borgere. Der var tale om borgere som ønskede et opgør mod den etablerede politiske dagsorden. De krævede at bankerne blev tøjlet og korruptionen stoppet. Finanskrisen havde nemlig gjort sit indtog i sensommeren, ganske få måneder før valget. Vreden mod Wall Street og finanssektoren boblede iblandt vælgerne. Og det var vel at mærke blandt vælgere fra alle sider af det politiske spekter. Generelt synes folket i dag, at være utilfredse med den stigende ulighed. De ser at bankerne får bailouts, mens de selv kæmper med arbejdsløshed, usikkerhed og uoverskuelig studiegæld.

 

Faldende realløn i en tid med øget produktivitet
Folket har god grund til at være utilfredse. For hvis man ser på grafer, så danner der sig en klar tendens til, at reallønsudviklingen er hægtet af produktivitetsudviklingen siden starten af 1970’erne. *1 Den almene borger i USA er i flere årtier i træk blevet fattigere. Alt imens dette er sket, er den øgede produktivitet kommet de allerede mest velhavende til gode. Bernie Sanders fremstod for mange som en helt ny spiller på den politiske scene i denne valgkamp. I virkeligheden har han tordnet løs i kongressen i årtier med budskabet om, at de procentvis rigeste i samfundet skal betale deres ”fair share” til lønmodtagere og statskassen som helhed. Det nye er nu, at anti-establishment-oprøret har givet plads til stemmerne fra det progressive venstre i amerikansk politik.

 

Globalisering og automatisering
Virksomheder har, som konsekvens af globaliseringen, i årtier omlagt produktionen til lavtlønslande. Det i sig selv har gjort mange ufaglærte fabriksarbejdere i landområderne arbejdsløse. Den nyeste udfordring er automatisering. Robotter og computere bliver stadig mere intelligente, og de kommer til at kunne overtage langt det meste af det arbejde som ellers nu udføres af mennesker. Udviklingen finder sted på baggrund af, at vi som samfund evolutionært konstant udvikler os og bliver klogere. Det er en på alle måder fremragende udvikling. Vi risikerer dog, hvis vi ikke samtidig reformerer vores beskæftigelsespolitik, at denne ellers fremragende udvikling, fører til kaotiske samfundstilstande. Lige nu må vi konstatere en øget arbejdsløshed blandt særligt de ufaglærte. Vi observerer også en dyb splittelse mellem land og by. For hvor det fortsat går rimeligt i byerne, ser det langt mere dystert ud i tidligere industriområder på landet. Udviklingen ses i øvrigt også i Danmark. Her går snakken på by versus udkantsdanmark.

 

Ny teknologi fører til et nyt medielandskab
En anden signifikant drivkraft bag det folkelige oprør har været teknologisk udvikling. Uafhængige internetbaserede nyhedsmedier presser i stigende grad de gamle mainstream-giganter. Det er i særdeleshed de unge der forkaster flow-TV, mens de i stedet søger mod nye alternative internetbaserede nyhedskanaler. At en kandidat som Bernie Sanders kunne opnå så hurtig og eksplosiv popularitet, særligt blandt de unge, må tilskrives netop internettet. Før i tiden ville en sådan anti-establishment-kandidat aldrig have haft mulighed for at nå ud til vælgerne. Det paradoksale er her, at kandidaten der formåede at appellere til ungdommen via internettet ikke selv var ung. Nej, det var den 75 årige Bernie Sanders.

 

Søges: en ny anti-establishment-kurs
Oprøret har hidtil ført til et britisk EU-exit, samt til valget af Donald Trump som ny amerikansk præsident. Det er godt at folket ønsker reelle forandringer. Det er tiltrængt, for systemet fungerer på mange måder ikke længere. Her er problemet dog: hvis folket ønsker at problemerne løses, at vi får stoppet den øgede ulighed, og at vi får fordelt verdens øgede produktivitet og velstand mere retfærdigt, så skal der altså en helt anden kurs til.

 

EU er nemlig ikke skurken her. Bevares, der er meget der skal forbedres og reformeres. Men at melde sig ud af fællesskabet løser ikke noget. EU er en vigtig drivkraft i kampen for et mere lige og retfærdigt Europa. EU tager samtidig vigtige emner som klima og miljø seriøst, og sørger for reel fremgang.

 

Donald Trump er ikke manden der kommer til at løse tidens største udfordringer. Med ham som præsident vil USA lukke sig inde. Der vil blive givet skattelettelser til de primært allerede mest velhavende, baseret på en forfejlet tro på effekten af trickle down economics. USA vil forsøge at trække produktionsjobs tilbage til landet, men vil i stedet opleve at selv samme jobs vil blive overtaget af automatiseringsteknologi. Endelig vil USA muligvis blæse på resten af verden klimapolitisk, og skrotte Paris-aftalen.

 

I USA havde den progressive venstrefløj hårde betingelser, men formåede alligevel at sætte gang i en revolution, som forhåbentlig fører til en ny og bedre fremtidig kurs. Fremtiden tilhører dem der forstår, at ulighed, i den skala vi efterhånden observerer, skal bekæmpes. Den tilhører dem som forstår, at intet varer evigt, og heller ikke vores nuværende status quo politiske dagsorden. Etablerede paradigmer falder med tiden. Nye kommer til, og mange ser et nyt beskæftigelsespolitisk paradigme i fremtiden, hvor århundreders produktivitetsfremgang veksles til bedre forhold for den almene borger via færre arbejdstimer. En fremtidig basisindkomst synes efterhånden uundgåelig, og som et spændende projekt. Ikke fordi at vi alle skal drive den af, for kun de få vil gøre det, og ydelsens beløb vil ikke gøre det muligt. Men snarere fordi, at basisindkomst kan komme til at fungere som det solide samfundsmæssige sikkerhedsnet der gør innovation og iværksætteri langt mere tilgængeligt. Og endelig tilhører fremtiden dem der forstår, at klimaudfordringen er vor tids største, og at de rette foranstaltninger skal tages i brug for at løse den. Vi har ikke set den sidste udvikling i dette folkelige oprør.

 


 

Kilder
*1 U.S. Department of Labor, Bureau of Labor Statistics, “US productivity and real wages”, U.S. Department of Labor, Bureau of Labor Statistics, https://en.wikipedia.org/wiki/File:US_productivity_and_real_wages.jpg