I følgende artikel argumenteres der for, at alle dyrearter fundamentalt set er lige.
Du har måske ikke tænkt nærmere over det, men de fleste mennesker du kender, anskuer formentlig arten mennesket som værende overlegent i forhold til alle andre arter. Det bør teoretiseres at de fleste mennesker er artsister. Artsisme omtales oftere på dansk som artschauvinisme eller speciesisme. Artsisme fører til en forudindtaget og forfejlet præference for ens egen arts evolutionære kompetencer og evner, frem for andre arters. Med andre ord er artsisme troen på menneskelig exceptionalisme, baseret på en idé om, at netop evnen til at tænke abstrakt, som er menneskets mest markante evolutionære kompetence i forhold til andre dyr, er hævet over alle andre evolutionære kompetencer som andre dyr mestrer bedre end mennesker. Denne artikel vil påvise det meningsløse i at rangere evolutionære kompetencer over for hinanden. Med andre ord vil der argumenteres for at artsisme er primitivt.
Årsagen til at det snarere er normen, frem for undtagelsen, at mennesker er artsister, skal findes i tilstedeværelsen af et gennemgående antropocentrisk verdenssyn i vores moderne samfund. Teorien om det industrielle tankesæt argumenterer netop også for, at der er et stærkt antropocentrisk verdenssyn til stede i vores moderne samfund. Følgende artikel vil vise, gennem en række praktiske retoriske eksempler, hvordan dette verdenssyn har ført til en fasttømret diskurs, som påvirker de fleste borgere i dagens verden. Artiklen vil også argumentere for det irrationelle i dette verdenssyn, og i den afledte diskurs.
Hierarkisk syn på jordens arter
Mange mennesker har en forfejlet tro på, at vi som art er den ubestridte leder af et eller andet imaginært artsmæssigt hierarki. Den ubestridte leder af dette hierarki synes som sagt at være mennesket, ofte efterfulgt af typiske kæledyr som katte og hunde, og derefter ’nuttede’ dyr såsom pandaer, sæler osv. Bundskraberne af dette besynderlige hierarki er hadede arter som rotter og ’produktionsdyr’ fra det industrielle landbrug. Det er et ganske besynderligt verdenssyn. Som man kan se lader mennesker desværre i alt for stor grad sentimentalitet og følelser præge deres syn på andre dyrearter.
Artsisme og andre -ismer
Ligheden mellem artsisme og andre former for -ismer, fx racisme, er ikke til at tage fejl af. Den australske filosof Peter Singer, beskriver ligheden ganske slående således: “Racists violate the principle of equality by giving greater weight to the interests of members of their own race when there is a clash between their interests and interests of those of another race. Sexists violate the principle of equality by favoring the interests of their own sex. Similarly, speciesists allow the interests of their own species to override the greater interests of members of other species. The pattern is identical in each case”. *1 Mennesker med racistiske tendenser har typisk en forudindtaget præference for deres egen races særlige kendetegn, træk og evner, frem for andre racers. Lad os i den forbindelse se på et famøst eksempel; der er tale om en artikel, publiceret i Berlingske i 2013 af Marie Krarup, medlem af Dansk Folkeparti. *2 Marie Krarup havde på en officiel tur med Forsvarsudvalget besøgt New Zealand. Her mødte hun, ifølge sine egne ord, både ”civilisation og det modsatte”. I den noget besynderlige artikel argumenterede hun for, at New Zealands fremtid som land var truet. Hun pegede på en række årsager, herunder nedskæringer i landets forsvarsbudget. Samtidig identificerede hun den stigende mængde af asiatiske tilflyttere, koblet sammen med den store mængde af borgere der forlod landet, som værende trusler for dets fremtid. Marie Krarup anerkendte i artiklen, at det skam oprindeligt var den britiske kolonimagt der koloniserede New Zealand, og at Maori-folket derfor var landets oprindelige folk. Det afholdte hende dog ikke fra, at bruge resten af artiklen på, at give talrige eksempler på hvor “uciviliserede” folket ifølge hende var. Blandt andet ved at omtale deres “underlige” danseritualer. Artiklen er tydeligvis racistisk præget, da Marie Krarup i for stor grad udviser en mangel på forståelse for, at ikke alle racer opfører sig på samme måde som hendes egen. Hvad der for hende kan synes ’underligt’ ved Maori-folkets kultur, er for dem ganske naturligt. Dansk Folkepartis medlemskartotek tæller adskillige medlemmer og støtter, som er dybt forankrede i den kristne religiøse tro, hvilket ligeledes er en tro som fører kulturelle ritualer med sig, som for andre givetvis kan fremstå “underlige”. Marie Krarup udviser typiske tendenser til white-man-syndrome, hvor det for hende kun synes at være den europæiske hvide kultur der er den eneste rigtige. Er man racist tror man altså ikke på at alle racer er lige. Man synes i stedet at ens egen race er den ubestridte leder.
Praktiske eksempler på artsisme
Er man artsist tror man lige som racister ikke på lighed. I stedet tror artsister på at deres egen art, mennesket, er over alle andre, og at det er den ubestridte leder. Der er talrige af praktiske eksempler der påviser tilstedeværelsen af et antropocentrisk verdenssyn, og en artsistisk diskurs, i dagens verden. Hvis en person advokerer for at alle dyrearter er lige, vil denne person ofte blive kaldt for en “dyreelsker”. At tro at man nødvendigvis er “dyreelsker”, fordi man advokerer for artslighed, er svagt. Kun en racist ville argumentere, at antiracister nødvendigvis var “nigger lovers”.
Når mennesker observerer at dyr behandles dårligt, vil en typisk kommentar ofte være, at ”det jo bare er et dyr”. I dette problematiske argument observerer vi en eksplicit mening om, at det er i orden at behandle dyr dårligt, samt en implicit tro på, at ’mennesker’ og ’dyr’ er to forskellige ting. Det er det så ikke. Mennesker er også dyr. Sørgeligt nok er der utrolig mange mennesker der ikke anerkender dette helt basale videnskabelige faktum.
Et andet lignende eksempel er når mennesker kommenterer på sager, hvor andre mennesker er blevet behandlet dårligt, og siger ”de behandlede dem som dyr”. Så er der de folk der endda går så langt som til at benægte, at andre dyr er individuelle væsener. Dette er observerbart når de refererer til andre dyr som ’den’ eller ’det’, i stedet for ’han’ eller ’hende’. Det udvikler sig til den rene komedie, når selv samme folk begynder at insistere på brugen af de individ-benægtende ’den’ eller ’det’, selv når de er bevidste om omtalte dyrs køn.
Et andet eksempel er observerbart når folk omtaler grise som, ja, svin, og omtaler dem som “beskidte” og “ulækre”, fordi de ”ruller sig i deres eget lort”. Til det kan man så igen kun måbe og konstatere, at det faktisk forholder sig sådan, at grise er anderledes end mennesker! Mennesker sveder gennem svedkirtler, mens grise køler sig ned ved at rulle sig i vand og mudder. Nu er det desværre sådan, at langt de fleste grise i det ekstremt intense industrielle landbrug ikke har adgang til mudder. Ofte har de ikke en gang mulighed for at bevæge sig. De tyr derfor til den eneste mulighed de har – at rulle sig i hvad der nu en gang er. Og lort er der nok af i det industrielle landbrug. Grise er i sandhed ikke “ulækre” – industrielt landbrug er dog. Hvorfor folk der omtaler grise som “ulækre” så vælger at spise dem, er endnu et af de mange ubesvarede spørgsmål, som kun disse besynderlige individer må kende svaret på.
Et sidste konkret eksempel på artsisme, er i forbindelse med begrebet antropomorphism, på dansk antropomorfisme. Det er et fænomen hvor et væsen tillægges menneskelige egenskaber. Mennesker har en uheldig tendens til at værdisætte arter ud fra hvor meget de minder om mennesket. Således vælger mange mennesker f.eks. at tro på, at menneskeaber er mere værd end andre dyr, og at de skal have rettigheder, ganske enkelt fordi de minder om mennesker. Andre mennesker igen insisterer på at behandle deres kæledyr som erstatninger for menneskelige babyer. De giver dem således tøj på, og andre skøre ting. Selv samme mennesker vil ofte blive sure hvis en hund f.eks. slikker sig selv bag i, på trods af at det nu en gang er sådan hunde renser sig. Hunde er hunde, ikke mennesker. Troen på, at man som art kun er god hvis man minder om mennesket, er yderst primitiv. Det er klart og tydeligt, at mennesker ofte har en forudindtaget og forfejlet præference af deres egen arts træk og evner, frem for andre arters. Det er artsisme i en nøddeskal.
Argumenter for artslighed
Tænk et øjeblik på flagermus og deres jagtteknikker. De benytter sig af en yderst avanceret form for ekkolokalisering, i deres bestræbelse på at nedlægge deres bytte. Mennesker er på ingen måde i stand til at udføre lignende højavancerede manøvrer. Betyder det at mennesket er underlegent i forhold til flagermus? På ingen måde. Tænk et øjeblik på geparder mens de jagter deres bytte. De er jordens hurtigste landlevende dyr, mens mennesker halter langt bag efter rent hastighedsmæssigt. Betyder det at mennesket er underlegent i forhold til geparder? På ingen måde. Mange folk mener dog alligevel, at mennesket er overlegent i forhold til alle andre dyrearter, ganske enkelt fordi at den evolutionære kompetence og evne til at tænke abstrakt vægtes over alle andre evolutionære kompetencer og evner. Det kan da rigtig nok tænkes, at mennesket er den mest avancerede art når det handler om evnen til at tænke abstrakt, men som analogien oven for understreger, er det meningsløst at rangere arter hierarkisk ud fra deres evolutionære kompetencer og evner. For hvilke skal vi så favorisere? Artsister vælger at favorisere evnen til at tænke abstrakt, mens de unikke evner andre dyrearter er i besiddelse af underkendes som ‘primitive’. Det er obskurt og uholdbart.
Det er klart at alle dyrearter på jorden er lige. Enhver nuværende levende dyreart har været i stand til at tilpasse sig evolutionært i den evige kamp for overlevelse. Med andre ord har alle nuværende levende arter været intelligente nok til at tilpasse sig og overleve, alle på hver deres egne unikke måder. At indikere at nogle arter skulle være mere værd end andre, er en forfejlet menneskelig konstruktion, uden videnskabelig basis, ud over en forfejlet præference for specifikke særlige evolutionære kompetencer og evner, som f.eks. evnen til at tænke abstrakt.
Man behøver ikke at være “dyreelsker” for at advokere for dyrelighed. I princippet kunne man være en massiv storforbruger af kød, samtidig med at man advokerede for dette. Argumentet for at alle arter er lige udelukker jo ikke at man som menneske spiser kød. Visse arter er kødædende, og fordi man spiser andre dyr advokerer man ikke nødvendigvis for, at visse arter er mere værd end andre. At der findes kødædende arter er helt naturligt. Argumentet for mindre konsumering af kød bør ikke baseres på en sentimental og følelsesladet tilgang til nogle dyr som værende ’nuttede’ og ’uskyldige’. I stedet bør det baseres på en etisk afstandtagen til hvordan kød produceres i det dybt uetiske industrielle landbrug, samt i en erkendelse af at kødproduktion er miljø- og klimamæssigt problematisk.
Hvad tilstedeværelsen af artsisme fører til
I det industrielle landbrug anskues dyr som rene maskiner, frem for levende individer, hvis ene formål det er, at skabe økonomisk vækst. Gennem intense former for selektiv opdræt har diverse former for dyr i landbruget udviklet sig til pseudo-dyr. Mere maskine end dyr. Deres ben kan ofte ikke følge med i det vanvittige tempo, som det selektive opdræt, og de mange væksthormoner, dikterer, og det er derfor normalt at se dyr der er ude af stand til at bevæge sig. Det kræver et enormt antropocentrisk verdenssyn at lade sådan noget finde sted. Det er på ingen måde sundt, hverken for de implicerede dyr, endsige for de mennesker der senere vælger at indtage slutproduktet. Overmedicinering af landbrugsdyrene, og præventivt brug af antibiotika, fører til farlige tendenser såsom resistens osv. Det er ikke den vej vi som art bør gå.
Artsisme fører også til en stiltiende accept for decideret vanvittige ‘traditioner’ såsom tyrefægtning. Et sadistisk spektakel hvor dyr i nogle få lande opdrættes med det ene formål, at blive tortureret i en arena gennem en række af højt ritualiserede stadier. Lande som Spanien er i den forbindelse fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde. Ud over tyrefægtning er landet også berygtet for andre sadistiske traditioner, såsom at kaste dyr ud fra høje bygninger. Særligt foruroligende er det at konstatere, at Spanien via EU-landbrugsstøtte holder tyrefægtning og tilknyttede industrier i live. *3 Heldigvis er langt de fleste mennesker enige om, at sådan nogle ‘traditioner’ bør stoppes med det samme, og der er da også i de senere år sket markante fremskridt, via forbud i visse regioner.
Hvad der skal ske, og hvorfor det betyder noget
Men hvad skal vi så gøre, skal andre dyr have samme rettigheder som mennesker? Der er mennesker der argumenterer for at kampen for dyrerettigheder er absurd, da de siger det ikke giver mening at “give rettigheder til andre dyr”. De tror fejlagtigt at der advokeres for at andre dyrearter tildeles de præcis samme rettigheder som dem der tildeles til mennesker. De forstår dog ikke, at målet udelukkende er at få anerkendt at alle arter er lige. Det er det eneste. At tro at man skal give ’menneskerettigheder’ til andre dyr, ville være lige så skørt som at argumentere for, at mænd skal opnå retten til abort. Målet er at få anerkendt at alle arter er lige. Hvis mennesket anerkender det, hæves samfundets etiske og moralske standarder automatisk, og det er noget vi som art konstant bør stræbe efter.
Kilder
*1 Peter Singer, Animal Liberation (Harper Collins, 2002), 1-23
*2 Marie Krarup, ”Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv …”, Politiko, http://www.politiko.dk/nyheder/aldrig-kan-et-folk-forgaa-som-ikke-vil-det-selv
*3 Bruno Waterfield, “Britain funding Spanish bullfighting via EU subsidies”, The Telegraph, http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/spain/10059944/Britain-funding-Spanish-bullfighting-via-EU-subsidies.html