Der skal laves fundamentalt om på den måde vi indretter vores samfund på hvis de massive klimaudfordringer skal løses.
Verdens lande samles nu igen til et stort klimatopmøde. Denne gang afholdes det i Paris, og retorikken er den samme som så ofte før: Det er nu eller aldrig hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af menneskets hensynsløse adfærd og levevis. Målsætningen har ved tidligere lejligheder været at holde os under en 2 grader temperaturstigning. Det er et mål som ikke for alvor fremstår realistisk længere, men vi kan stadig afværge de endnu højere temperaturstigninger, som der er bred enighed om vil føre uoverskuelige konsekvenser med sig. Sådan lyder status nu, og man kan roligt sige at det er tid til at handle. Det var det dog skam også for flere årtier siden. Spørgsmålet melder sig derfor: hvorfor er det lige, at der ikke er gjort noget ved problemet noget før? Årsagen er ganske enkel – hidtil har ingen lande reelt ønsket at ændre på deres fasttømrede vækstideologier. Klimakrisen er nemlig opstået som konsekvens af det overophedede vækstsamfund vi kender så godt. Et samfund hvor succeskriterierne længe har været at ”holde gang i hjulene”, uden hensyntagen til hvilke konsekvenser det så har på os selv, jorden og dens andre levende væsener. For nogle mennesker, i særdeleshed neoliberalister, vil det gøre ondt at konstatere hvad der ellers fremstår som klokkeklar sandhed, nemlig at den massive miljø-, ressource- og klimaudfordring først bliver løst den dag hvor vi som art gør op med den vækstmani, der på så ærgerlig vis kendetegner os.
Mennesket opfører sig destruktivt, og retorikken er at det er synd for mennesker
Mennesket bør kollektivt som art i større omfang end i dag anerkende at der altså også er andre arter her på jorden at tage hensyn til. De fleste af os opdrages til at vise hensyn til dem omkring os, og nu ville det være ganske fornuftigt også at vise bare lidt mere artsmæssig rummelighed. I den forbindelse kan man kun undre sig over den almene klimaretorik. Ofte ytres det af et bredt udsnit af befolkningen, at det er ”synd for fremtidige generationer af borgere” at vi over en længere årrække har spillet hasardspil med klimaet. Lad os lige stoppe op en gang her. Det er mennesket der opfører sig destruktivt, og alligevel er det altså mennesket det er synd for? Det er typiske antropocentriske tendenser man her konstaterer. Tag nu ikke fejl – det er i sandhed skandaløst at aflevere et klima på katastrofekurs til de fremtidige generationer, men det er altså mennesket selv der er at bebrejde. Det er tid til at vise samme bekymring over for jordens mange andre arter.
Global regulering og en visionær indsats er vejen frem
Vi har i sandhed at gøre med en global udfordring her. Derfor kommer vi kun videre i processen via en global og juridisk bindende aftale. Udfordringen er som sagt klar: det nuværende fasttømrede væksttankesæt er inkompatibelt med ønsket om at løse miljø-, ressource- og klimaudfordringen. Vejen frem er derfor at vi hurtigst muligt ændrer på vores tankesæt. Hvor vi tidligere har stræbet efter at producere og forbruge mere, skal vi nu producere og forbruge smartere. Via streng global regulering af forureningstung industri og landbrug skal det gøres attraktivt at tænke grønt og innovativt. En global CO2 skat ville være nærliggende at få implementeret. Støtteordninger og økonomiske incitamenter skal gøre det attraktivt at investere i vedvarende energi samt energirenoveringer. Alt i alt kræves der en visionær indsats, for der skal ændres fundamentalt på den måde vi indretter vores samfund på.
Forkerte prioriteter
Det er paradoksalt at konstatere, at langt de fleste borgere bekymrer sig om virksomheders og staters budgetter, mens der samtidig, i overført betydning, er massivt underskud på den globale klimakonto. Vi lever ganske enkelt som art på en destruktiv og irrationel måde. År for år forbruger vi langt mere end jorden kan holde til, og der sættes med jævne mellemrum dystre nye rekorder for drivhusgasudledning og forurening. * 1 * 2 Det tyndslidte argument om at ”der skal være penge til at føre en ambitiøs klimapolitik” holder ganske enkelt ikke. For løser vi ikke den reelle udfordring, og her tænkes der altså på den miljø-, ressource- og klimamæssige udfordring, så vil alle andre udfordringer miste alt betydning i en verden som vil være blevet ubeboelig. Der har i årevis været dundrende underskud på den globale klimakonto. Nu skal der sorte tal på bundlinjen, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Kilder
*1 Jørgen Steen Nielsen, “Ny CO2-rekord: ‘Vi er i ukendt territorium'”, Information, http://www.information.dk/551403
*2 Magnus Boye, “Drivhusgasser slår rekord: CO2-niveau når forhistoriske højder”, Ingeniøren, http://ing.dk/artikel/drivhusgasser-slaar-rekord-co2-niveau-naar-forhistoriske-hoejder-180106