Så er der tilføjet endnu en uddannelsesmæssig titel til cv’et, og det giver anledning til at se tilbage på en uddannelsestid som har budt på gode såvel som bizarre oplevelser.
Det føles på mange måder som i går jeg påbegyndte mine studier på Københavns Universitet, men der er i virkeligheden gået 5 år. Nu står jeg så med den endelige titel som cand.mag. i engelsk. At være studerende på et universitet i Danmark har været en blandet oplevelse. Det akademiske niveau har generelt været højt, mens det administrative niveau ofte synes at halte med anelange og unødigt bureaukratiske processer. Med hensyn til det akademiske niveau er min erfaring, at de fleste undervisere og professorer har styr på tingene, men at timetallet på uddannelserne samtidig udhuler standarden. Med hensyn til det administrative niveau var det trist at iagttage den ofte langsommelige behandlingstid. Det tager f.eks. ofte mere end 3 måneder at få et eksamensbevis.
Det allestedsnærværende industrialiserede tankesæt, og dets associerede samlebåndsmentalitet, gør sig negativt gældende i debatten om videregående uddannelser i Danmark. Mentaliteten fører til et ensporet fokus på kvantitet frem for kvalitet. I bestræbelserne på at få så mange unge som muligt til at tage en videregående uddannelse, så hurtigt som muligt, bliver kvaliteten af selv samme uddannelser nedprioriteret.
Lad mig give et konkret eksempel på den svingende standard på de danske universiteter. Eksemplet understreger de negative konsekvenser af samlebåndsmentalitet og øget tilskyndelse til hurtig fuldførelse af uddannelse. Noget så fundamentalt som at forsvare sit speciale, samt at få en udtalelse, bliver nu sparet væk på flere uddannelser. Faktisk var jeg blandt de sidste til at modtage en udtalelse. Det var her det bizarre forløb for alvor startede. For det første blev den først modtaget cirka 2 måneder efter aflevering af specialet – lige før lukketid, så at sige, da reglerne foreskriver max 2 måneders behandlingstid. For det andet, og dette er langt mere opsigtsvækkende, var udtalelsen en sølle tekst der knap fyldte en halv A4-side – og så var den i øvrigt fyldt med stavefejl! Det var i sandhed en underlig oplevelse at modtage dette makværk af en udtalelse, som bar præg af at være hastet igennem. Jeg undrer mig stadig over hvordan disse censorer, som man må antage også er højt uddannede, var i stand til at fabrikere et så obskurt og fejlbefængt tekstdokument. Hvorom alting er lader jeg det være som det er. Jeg er færdiguddannet, og det er det der tæller.
I løbet af mine år som studerende har den generelle oplevelse trods alt været positiv. Jeg er blevet udfordret mentalt og akademisk, og har specialiseret mig i emner jeg brænder for; amerikanske forhold, internationale relationer og politik, kommunikation og retorik samt ikke mindst grøn omstilling og bæredygtighed. Jeg er af den overbevisning at forskning og uddannelse bør topprioriteres, og jeg anerkender også vigtigheden i at få de unge til at fuldføre deres uddannelser inden for en overskuelig tidsramme. Vi skal bare ikke tro, at en samlebåndsagtig mentalitet, hvor der kun skrues op for krav om kvantitet, automatisk fører til højere kvalitet.