Om automatisering, fremtidens beskæftigelsespolitik og universal basisindkomst

Målsætninger om fuld beskæftigelse bør ikke have samfundsmæssig topprioritet i fremtidens fuldautomatiserede samfund. I stedet bør fokus rettes mod den altoverskyggende ressource- og klimakrise. 

 

Tiden er kommet til at gøre op med en forældet arbejdsideologi, centreret omkring en ide om at vi skal arbejde så meget som muligt, for at være i stand til at købe så mange ligegyldige forbrugsgoder som muligt. Vi er nu ved at nå til et punkt hvor computere og robotter er blevet så avancerede, at vi kan lade dem udføre de fleste monotome arbejdsopgaver for os. Denne udvikling er fremragende, og vi bør altid glæde os over teknologiske fremskridt. Den etablerede arbejdsideologi medfører dog uheldigvis, at folk føler sig skræmte af disse ellers fremragende teknologiske fremskridt, for de er bange for at miste deres jobs. Det er i sandhed en paradoksal situation. I dette sandsynlige snart forekommende fuldautomatiserede samfund vil vi have mulighed for at foretage en ambitiøs satsning på at maksimere borgernes frihed og mulighed for at leve et godt og meningsfuldt liv. Det kan ske via en implementering af en universal basisindkomst. Det er dog klart at dette kun kan gøres hvis borgernes syn på beskæftigelse reformeres drastisk, og hvis vi forkaster den nuværende og etablerede arbejdsideologi. For at skabe denne nye samfundsorden er det samtidig nødvendigt at borgerne indser det fundamentalt forkerte i meningsløs vækstmentalitet og i forsøg på at skabe evig økonomisk vækst. At skabe evig økonomisk vækst er praktisk umuligt. Der skal i stedet satses på at skabe en bæredygtig verden. En model, centreret omkring en implementeret universal basisindkomst, vil give entreprenørlystne borgere mulighed for at skabe den innovation der skal til for netop at drive samfundet i en mere bæredygtig retning. Og netop innovation og iværksætteri er hvad der skal på dagsordenen i et samfund hvor robotter og computere vil overtage de fleste jobfunktioner. I et sådan samfund skal der tænkes i helt nye baner.

 

Robotterne tager over 

At ændre på fasttømrede ideologier og tankesæt, som fx det industrialiserede tankesæt, er traditionelt set svært. De fleste mennesker er trods alt vaneorienterede og påpasselige over for store forandringer. Nu er tiden dog kommet til at gøre op med den fasttømrede arbejdsideologi. Det er denne der i stor udstrækning afgør hvordan borgere opfatter hvad der skal til for at være en ’god’ og en ’dårlig’ borger. Vi bør gøre op med denne ideologi, da samfundet i øjeblikket er i rivende udvikling og er på vej til at blive fuldautomatiseret. I forvejen flyttes i disse år en del arbejdspladser til lavtlønslande på grund af globaliseringen, og snart vil robot- og computerteknologi overflødiggøre endnu flere jobs. Det er derfor sandsynligt at vi inden for en overskuelig årrække vil stå med massiv arbejdsløshed, og den etablerede arbejdsideologi er ganske enkelt inkompatibel med dette sandsynlige fremtidsscenarie. For det siger jo sig selv at man ikke nødvendigvis er en ‘dårlig’ og nassende borger hvis man i fremtiden mister sit job til en robot. Robotter og computere vil ganske enkelt bare kunne gøre arbejdet bedre og mere præcist end mennesker – og så kan de endda gøre det uden at køre træt i arbejdsrutinernes monotoni. Processen mod et fuldautomatiseret samfund er allerede i fuld gang, og i de kommende år vil den kun blive tydeligere. Den etablerede arbejdsideologi hylder det at bestride et job, uden hensyntagen til om selv samme job bidrager positivt til arbejdstageren og til jordens klima og økosystemer eller ikke. Som resultat af ideologien spenderer de fleste borgere langt det meste af deres liv på deres ofte meningsløse og monotome jobs for at kunne få råd til at deltage i forbrugsræset. Netop på grund af denne arbejdsideologi opfattes den ellers fremragende udvikling imod et automatiseret samfund som noget negativt. I stedet for at glæde sig over ophøret af kedelige jobfunktioner, er folk spøjst nok negativt indstillet over for automatiseringsprocessen, og forholder sig i stedet uroligt og er bange for pludselig at stå uden et job. Årsagen til det er at de baserer hele deres identitet og tilværelse på deres bestridelse af deres ofte meningsløse jobs. Hvorfor bør vi anskue udviklingen som positiv og fremragende, spørger du måske? Svaret er enkelt – hvis vi kan slippe for at arbejde 37 timer + pr. uge med meningsløse monotome arbejdsopgaver, og i stedet lade maskinerne ordne arbejdet for os, så er vi kommet et positivt skridt videre. Så kan vi i stedet arbejde med meningsfulde jobs, fx inden for den grønne sektor.

 

Hvordan skal vi så reagere på det mulige samfundsautomatiserede fremtidsscenarie? En mulighed er at fastholde den nuværende arbejdsideologi, dens associerede diskurs, som har tendens til at nedværdige ledige, og det nuværende forældede beskæftigelsessystem, som er et ineffektivt system, eller cirkus om man vil, af bureaukratiske proportioner uden lige. Denne mulighed er naturligvis ikke at foretrække. En anden og langt mere rationel og ambitiøs mulighed er at tænke ud af boksen. At skabe et helt nyt samfundssyn på de to emner, beskæftigelse og økonomi. Det er i denne forbindelse at man kan begynde at tale om muligheden for at implementere en universal basisindkomst.

 

Den etablerede arbejdsideologi og samfundsdiskurs 

Folk har det med at anskue dagens velfærdssamfund som bestående af en broget gruppe af ’nydere’ og ’ydere’. Ud fra et antropologisk og evolutionær psykologisk udgangspunkt er der intet overraskende ved at mennesker, som de flokdyr de nu en gang er, har tendens til at identificere sig med, og spejle sig i, andre mennesker i lignende livssituationer, samt at finde sammen i grupper, hvilket er præcis hvad der sker her. Står man af forskellige årsager uden job i kortere eller længere perioder, vil man af mange hurtigt blive stemplet som ’nyder’. Denne stempling er underlig og problematisk, først og fremmest fordi man i virkeligheden ikke har mulighed for at ’nyde’ tilværelsen som ledig. Man sendes nemlig meget hurtigt i en form for aktivering. Der er tale om alt fra ’nyttejobs’, til praktik, løntilskud og mere eller mindre skøre ’kurser’. Det er samtidig værd at bemærke at man ikke altid kan gøre noget ved at man tilfældigvis bliver ledig. Man kan ofte gøre alt ved sin magt for at komme i beskæftigelse igen, dog uden umiddelbart held. Samtidig er opdelingen af samfundet problematisk, da man som borger i beskæftigelse ikke nødvendigvis er en ’god’ bidragsyder til samfundet. Mange borgere bestrider nemlig stillinger som på ingen måde har samfundsmæssig sund, meningsfuld og bæredygtig værdi, men som i stedet er med til at forværre den altoverskyggende krise vi står konfronteret over for – den ressource- og klimamæssige krise. Er man fx, hvis man er ansat som fossil brændstoflobbyist, en ’god’ bidragsyder til samfundet? Hvis man er overoptimistisk og risikovillig børsspekulant, og medvirkende årsag til gentagende økonomiske kriser? Og hvad nu hvis man er pelsavler, og medvirker til ødelæggelse af miljø og klima, samt til degenerering af samfundets etiske og moralske standarder, ved at avle levende væsener med det ene formål at flå pelsen af dem for at skabe overflødige produkter? Mange folk, forhåbentlig et flertal, vil heldigvis svare nej til alle tre spørgsmål. Ifølge den etablerede arbejdsideologi og associerede diskurs er det dog fuldstændig ligegyldigt, for det altoverskyggende mål er i denne forbindelse bare at have et job. Uden hensyntagen til hvilket job der er tale om, og om hvorvidt det bidrager positivt til os alle. I fremtiden skal der en ny etisk og moralsk debat på dagsordenen om hvilke jobs vi bør have, og hvilke vi ikke bør have. Et fuldautomatiseret samfund giver mulighed for, og anledning til, at igangsætte denne debat. Det er dog selvfølgelig klart at der ikke skal være nogen tvivl om, at vi alle bør tage vores tørn og bidrage til at vi har et samfund med fornødenheder og basale ydelser til alle. Det er nu heller ikke et problem. Problemet lige nu er nemlig ikke mangel på produktion og arbejde, men snarere det stik modsatte. Problemet lige nu er overproduktion, og altså derfor at der arbejdes for meget, med overforbrug som et sørgeligt resultat. I øvrigt synes langt de fleste mennesker da også at have et ønske om at arbejde og bidrage på en meningsfuld måde.

 

Det at have et job har i dag en nærmest mytisk status. Folk definerer sig selv via den stilling de bestrider, i stedet for via de personlige værdier og holdninger de besidder. Du kender det nok når du præsenterer dig selv over for andre. Du siger dit navn og hvad du arbejder med til dagligt. For at være en god samfundsborger er det ifølge dagens diskurs nødvendigt at have et job, og har man af diverse årsager ikke det, skal man indfinde sig på at blive pisket rundt i et system af bureaukratiske proportioner uden lige. Diskursen kan forklares historisk via den i samfundet så dybt indgroede arbejdsetik og -ideologi. Siden den industrielle revolution og skabelsen af det moderne samfund har det at forsørge sig selv typisk betydet at man arbejdede for andre. I starten arbejdede mange med samlebåndsarbejde, kurer- og postvirksomhed eller i den fossile brændstofbranche, for bare at nævne nogle få typiske jobs. Senere, da produktionen bugnede og forbrugerismen opstod, begyndte folk at arbejde med marketing og reklame. Nu var det tid til for alvor at få ’sat gang i hjulene’ ved at skabe øgede, og ofte falske, behov blandt de såkaldte ’forbrugere’. Nu var målet at der for alvor skulle forbruges. Endelig er der i nyere tid opstået en hel række administrative jobs i forbindelse med indførslen af velfærdsstaterne. Det er jobs som der hurtigt blev mange af, i takt med at systemet og bureaukratiet voksede sig større og større. I dag har mange folk således som levebrød at administrere beskæftigelsessystemet og kontrollere de ledige. Andre personer igen lever af at levere IT løsninger til jobcentre osv. som kan bruges til at kontrollere og overvåge de ledige. I hele denne nyere tidsperiode har man som borger været opildnet til at ’holde gang i hjulene’ ved at påtage sig et job og ved at forbruge. Sætningen at ’holde gang i hjulene’ er i øvrigt en tyndslidt retorisk kliche, med tydelig metaforisk reference til netop industriel produktion og samlebåndstankegang. Her har samfundet som helhed udviklet sig til et samlebånd, mens mennesker er blevet degraderet til let udskiftelige maskindele. Det overordnede mål synes her at være skabelsen af evig økonomisk vækst og fuld beskæftigelse. Fuld beskæftigelse er et nobelt mål, mens målet om at skabe evig økonomisk vækst, baseret på jordens begrænsede mængder af ressourcer, er praktisk umuligt og derfor bizart. I starten var det nødvendigt at alle borgere tog sin tørn på samlebåndet for at der blev produceret nok fødevarer og basale fornødenheder. Den udfordring er for længst løst, og vi har i dag formået at skabe et samfund af overflod hvor det største problem som sagt er overproduktion. Den vestlige verden har således for længst løst problemet med mangel på mad. Nu er det reele problem en udtalt mangel på evne til tilbage- og afholdenhed. Således kan det nu konstateres at der ifølge WHO var 61 % overvægtige i Syd- og Nordamerika i 2014. *1 Der er i dagens verden ikke et produktionsmæssigt problem, men snarere et fordelingsmæssigt problem.

 

Den meningsløse vækstmentalitet 

Folk bruger således det meste af deres liv på deres jobs, og selv om mange eksisterende jobs er fornuftige og bæredygtige, så kunne det nu være godt ikke længere at skulle bruge størstedelen af sit liv på dem. Vi har trods alt nu skabt et samfund som er på vej til at blive fuldautomatiseret. Et samfund af overflod, og uden knaphed. Nu bør der endelig være mulighed for rent faktisk at leve sit liv. De fleste mennesker drives dog fortsat frem af en iver efter at arbejde så meget som muligt, for at være i stand til at købe det næste forbrugsgode, den næste gadget og det næste modeobjekt. Verden drives fortsat frem af meningsløs vækst- og forbrugsmentalitet. I dens analyse af forbrugsadfærden udtrykte den 1999 anmelderroste film Fight Club, det så rammende korrekt: ”Advertising has us chasing cars and clothes, working jobs we hate so we can buy shit we don’t need”. *2 I relation til emnet ’produktion’ er der i dagens verden et udtalt praktisk og mentalt problem; rent praktisk har vi i årtier overproduceret og arbejdet for meget. Rent mentalt mangler den almene borger en forståelse for at overproduktion, og dens afledte overforbrug, er på vej til at gøre jorden ubeboelig på grund af ødelæggelsen af jordens miljø, klima og biosfære. I stedet bliver borgerne ved med at tro på det entydigt gode ved vækst, stigende produktion og forbrug. Således kan det iagttages at massemedier typisk omtaler det som negativt hvis forbruget falder, og som positivt hvis det stiger. *3 Alt rationalitet og hensyntagen til samfundets altoverskyggende ressource- og klimamæssige krise er i denne forbindelse totalt fraværende. I stedet har det at forbruge nærmest udviklet sig til en borgerpligt. Konstant får man tudet ørerne fulde om at vi skal have ’gang i hjulene’, og at man skal være med til at sørge for det ved at skrue sit forbrug op. Vækst- og forbrugsmentaliteten er på alle måder bizar og uholdbar, og den ødelægger ganske enkelt jorden. Så enkelt er det.

 

Den altoverskyggende ressource- og klimakrise 

Den netop omtalte vækst- og forbrugsmentalitet har skabt en ressource- og klimakrise hvis alvor ikke bør underdrives. Enhver seriøs forsker har for længst indset alvoren af denne krise, og der er nu ikke længere reel akademisk og videnskabelig debat om hvorvidt mennesket er skyld i de ekstreme ændringer af klimaet der allerede nu observeres. På trods af hvad etablerede diskurser måtte fortælle dig, så er samfundets altoverskyggende krise altså netop denne ressource- og klimamæssige krise. Hvis vi ikke får løst den vil alle andre kriser miste alt betydning, i en verden som vil være blevet ubeboelig. Denne krise er opstået netop på grund af tilstedeværelsen af meningsløs vækstmentalitet, forbrugerisme og overforbrug. Det industrialiserede tankesæt fører til at mennesker forfejlet tror på det entydigt gode ved vækst i alle henseender. Det være sig vækst i antallet af mennesker, antallet af forbrugsprodukter osv. Tiden er kommet til at tøjle og reformere denne problematiske tankegang. FN’s klimapanel er sammensat af forskere fra hele verden, og det er velkendt at deres tilgang til forskningen er forsigtig og konservativ. På trods af dette har de nu i flere år slået fast, uden tvivl, at massive og problematiske klimaforandringer finder sted, og at menneskets adfærd er primær årsag til det: “Warming of the climate system is unequivocal, as is now evident from observations of increases in global average air and ocean temperatures, widespread melting of snow and ice and rising global average sea level”. *4 Vi bliver med andre ord nødt til, hurtigst muligt, at omstille vores levevis til en mere bæredygtig form. Vores tilgang til beskæftigelse er i den forbindelse relevant. Tiden er kommet til at få åbnet op for en etisk debat om hvilke former for jobs vi bør have, og hvilke vi ikke bør have.

 

Eksempler på den stigende automatisering 

Der er tale om en omfattende automatiseringsproces. Således anslår rapporter at op mod 47 % af alle jobs digitaliseres og automatiseres i USA inden for den nærmeste fremtid. *5 I det hele taget er det som nævnt tidligere på ingen måde utænkeligt at der inden for overskuelig fremtid vil opstå en situation, hvor over halvdelen af borgerne står uden jobs. Nogle vil så argumentere at der i takt med at jobs automatiseres automatisk dukker nye op. Denne form for argumentation har været ytret tidligere i verdenshistorien, og har da også vist sig at være korrekt før, fx da den industrielle revolution gjorde sit indtog. Den gang var det de såkaldte ludditter der gjorde oprør mod maskinerne der overtog deres jobs. Ligesom i dag kunne maskinerne den gang dog gøre arbejdet langt bedre og hurtigere end mennesker. Mennesker bør derfor naturligvis ikke kæmpe imod fremskridt, som indførslen af avanceret teknologi, maskiner og robotter nu en gang er, bare fordi de vil beholde deres overflødiggjorte jobs. Postulatet om at der denne gang også vil opstå lige så mange nye jobs som der overflødiggøres af automatiseringen, vil højst sandsynligt vise sig at være forkert. For hvor der tidligere konstant blev optimeret i produktionsprocesserne, og hvor mennesket stadig var en integreret del af processen, er vi nu ved at nå til en fuldautomatisering, hvor robotter og computere helt alene kan ordne alt arbejdet for os. Det er en revolution uden fortilfælde. Det betyder altså at produktionsjobs snart vil være en saga blot og at nye jobs skal opstå inden for andre sektorer. Det er dog ikke kun inden for produktion at robotter og computere tager over. Selv videnstunge jobs som læger, jurister osv. står til at blive automatiseret. Fremtidsforskeren Ray Kurzweil, har forudset, at computerintelligens vil være blevet lige så avanceret som menneskelig intelligens så tidligt som i år 2029 – en forudsigelse som dog for en del andre forskere fremstår en kende for optimistisk. *6 Det fremstår dog ganske klart at i takt med at kunstig intelligens bliver stadig mere avanceret, vil computere og robotter selv kunne tage sig af vedligeholdelsen af maskinerne, og måske endda også være i stand til selv at udvikle nye maskiner. Hvis dette sker vil selv de få jobs som robotudvikler og –vedligeholder forsvinde.

 

Som et tydeligt bevis på den hastige automatiseringsproces kan man bare se på de firmaer der definerer vores verden i dag. Her taler vi om firmaer som Google, Amazon og Microsoft. De opererer alle inden for IT sektoren, og fælles for dem alle er at de i disse år investerer massivt i automatiseringsteknologi. Således forsker de i teknologi relateret til selvkørende biler, droner osv. Menneskeheden har en historisk tendens til både at under-, såvel som at overdrive, potentialet for teknologiske fremskridt. Hvis man ser bare 15 år tilbage i tiden, ville en vision om dagens teknologiske standarder fremstå som ren science fiction for de fleste. I dag har vi dog ganske fint vænnet os til at internet har spredt sig til alle former for enheder, og at vi konstant har en mindre computer med fuld adgang til alle verdens internetressourcer med os i form af vores smartphones. At folk derfor forholder sig skeptiske over for hvor dramatisk denne automatiseringsproces egentlig er og bliver, er derfor ikke overraskende. Processen er dog ekstraordinær dramatisk. Som et eksempel kan man bare overveje hvor mange jobs der vil forsvinde når selvkørende transportmidler for alvor slår igennem. Et massivt antal jobs vil forsvinde – alt fra chauffører og piloter, til jobs inden for logistik og distribution.

 

Argumenter for indførelse af en universal basisindkomst 

Argumenter for at indføre en universal basisindkomst har været luftet flere gange tidligere. I 1960’erne og 1970’erne var der debat om emnet, og selv økonomer som Milton Friedman var ude med ideer om negativ indkomstskat, mens der i Danmark også var debat. I de senere år er debatten blusset op igen, blandt andet på grund af en foreslået afstemning om det i Schweitz, og som konsekvens af den stigende automatisering. *7 Folk i IT verdenen er i stigende grad begyndt at anskue en universal basisindkomst som et fornuftigt værktøj for at takle den teknologiske arbejdsløshed som automatiseringen fører med sig. *8 Ingen vil have interesse i at se et samfund hvor store dele af befolkningen er blevet gjort arbejdsløse på grund af teknologiske fremskridt, og hvor samfundet således paradoksalt nok kollapser. For hvis borgerne ikke er i besiddelse af den fornødne købekraft, vil økonomien gå i stå. Det der bør indføres er en indkomst som alle borgere modtager fra staten uden betingelser. Det vil så være op til hver enkelte borger om man ønsker at tjene mere end denne ydelse ved siden af. Alt der tjenes ud over denne ydelse vil blive beskattet, formentlig via en flad skat. Således vil det altid kunne betale sig at tage et job, og således vil selv det at tage deltidsjobs, eller jobs med andre former for aflønningsmodeller, kunne blive normalt. Ydelsen skal være på et niveau der muliggør en fornuftig livsførelse, men som dog ikke er så høj at man mister tilskyndelsen til at påtage sig et job ved siden af ydelsen. Hovedargumentet for indførslen af denne ydelse er, at vi på grund af massive teknologiske og videnskabelige fremskridt har opnået et samfund af overflod, og et samfund som er på vej til at blive fuldautomatiseret. Denne bedrift er hele menneskehedens, og skal derfor komme alle til gode. Vi skal indføre ydelsen for at igangsætte en udvikling hvor det i større grad er fornuftige og bæredygtige jobs der bestrides. Med en implementeret universal basisindkomst ville konkurrenceforholdet være vendt på hovedet. Nu vil det pludselig være arbejdsgiverne der skal konkurrere om arbejdskraften fordi borgerne i større grad vil kunne vælge og vrage blandt de ledige jobs. Det nuværende beskæftigelsessystem skal afskaffes da det vil være forrykt at stresse folk til at stå til rådighed for et arbejdsmarked uden den fornødne mængde jobs, og fordi systemet er ineffektivt, dyrt og uden en bæredygtig profil. Intet tyder i øvrigt på at folk mister interessen for at arbejde hvis de får en garanteret indkomst. Således har et tidligere forsøg i Canada dokumenteret, at borgere, der i en kortere årrække modtog en lignende ydelse, ikke mistede lysten til at arbejde. Forsøget dokumenterede samtidig at udgifter til sundhed faldt i de områder hvor ydelsen var indført. *9

 

I dagens verden er menneskets største udfordring at få tøjlet det i alle henseender tydelige overforbrug. Det er ikke længere nødvendigt at ’holde gang i hjulene’. Ikke på samme måde som tidligere i hvert fald. Hvis samfundets grundlæggende processer styres helt automatisk af maskiner og robotter, kan vi som borgere tillade os at leve på en helt anden måde. Vi kan fx gå ned i arbejdstid og dermed fordele arbejdet mere ligeligt. Vi kan også gøre det muligt og acceptabelt ikke at have et job, men i stedet lade folk tage sig af sine ældre familiemedlemmer. Således vil det såkaldte demografiske ’problem’ kunne løses. Via en universal basisindkomst kan vi også styrke iværksætterånden og muligheden for at skabe innovative løsninger på verdens store udfordringer. Hvis folk er sikret en lav, men dog tilstrækkelig, basisindkomst uden krav, vil flere formentlig tage springet og føre sine iværksætterplaner ud i livet. Vi vil også kunne få en relevant debat om hvad der er, og hvad der ikke er, et meningsfuldt job. Folk vil kunne tillade sig at fravælge de meningsløse og ødelæggende jobs. En fuldautomatisering af samfundet kan kun finde sted fordi den samlede menneskehed har formået at skabe massive videnskabelige fremskridt, og fordi vi har opnået en øget teknologisk forståelse. Det er en bedrift der bør komme alle til gode. I et fuldautomatiseret samfund vil der givetvis opleves massive stigninger i produktiviteten, og denne gevinst bør naturligvis fordeles til alle. Virksomhedsejerne på de fremtidige automatiserede fabrikker bør betale en skat af produktionen til delvis finansiering af universal basisindkomst systemet. Implementeringen af en universal basisindkomst vil medføre en række besparende dynamiske effekter; mindre bureaukrati og lavere sociale udgifter via en nedlæggelse af hele beskæftigelsessystemet og dets mange meningsløse kurser og krav, mindre sygdom og nedslidning, mindre kriminalitet, mindre energiforbrug, mindre behov for ældrepleje da folk vil kunne tillade sig at tage sig af sine ældre, samtidig med automatiseret velfærdsteknologi vil overflødiggøre mange rutinemæssige plejeopgaver, færre udgifter til børneinstitutioner da folk rent faktisk vil have tid til at leve livet og tage del i deres børns opvækst.

 

Der fremføres ofte en række argumenter imod en indførsel af en universal basisindkomst. Tiden er kommet til at konfrontere disse. 1. ”Universal basisindkomst er unfair over for de folk der har et job”. Nej, for alle vil modtage det, rig og fattig. I en verden hvor der i mange år har været en reel overproduktion af fornødenheder og varer, og som nu er blevet så højteknologisk at robotter og computere snart vil kunne producere langt de fleste fornødenheder og produkter uden menneskelig indblanding, bør alle være sikret et eksistensgrundlag uden krav fra staten. At vi er endt med at have en sådan verden er en bedrift der skal tilskrives den samlede menneskehed, og bedriften bør således komme alle til gode. 2. ”Universal basisindkomst vil gøre at det ikke længere er attraktivt at arbejde”. Vi bør ikke længere stræbe efter at opretholde et samfund hvor borgere tvinges til at påtage sig ubæredygtige og meningsløse jobs. Den belgiske filosof og tilhænger af universal basisindkomst Philippe Van Parijs, har udtalt, at man med indførslen af denne ydelse ville sikre at borgere for første gang nogensinde ville kunne leve deres liv som de ønskede, og at ydelsen ville kunne sikre borgerne ”the real freedom to pursue the realization of one’s conception of the good life”. *10 En implementeret universal basisindkomst vil snarere resultere i en øget tilskyndelse til at tage del i arbejdsmarkedet, da folk vil kunne supplere op med en arbejdsindtægt som ikke vil blive modregnet i basisydelsen. Vi vil på denne måde en gang for alle kunne slippe for debatten om hvorvidt det kan betale sig at tage et job, for det vil det altid kunne i et samfund med en implementeret universal basisindkomst. 3. ”Universal basisindkomst vil ikke sætte en stopper for øget ulighed”. Formentlig ikke, men det vil føre til at vi kan sikre alle borgere en fast sikker indtægt, hvilket er en fremgang i forhold til i dag. 4. ”Universal basisindkomst vil føre til en ende på det kapitalistiske økonomiske system og vil føre til teknologisk og samfundsmæssig stagnation, da borgerne ikke længere nødvendigvis vil være tvunget til at have et job”. Universal basisindkomst vil ikke nødvendigvis betyde en ende på det kapitalistiske økonomiske system. Borgere vil stadig påtage sig jobs, optage lån osv. Der vil dog formentlig komme en naturlig medført debat om det kapitalistiske økonomiske system – hvilket kun vil være sundt. Teknologisk og samfundsmæssig stagnation vil der på ingen måde finde sted. Det stik modsatte vil forekomme, da borgere i større grad vil give sig i kast med entreprenørlystne ideer og iværksætteri. Det er besynderligt at postulere at alle borgere ville blive dovne og ligeglade, og at alt udvikling ville stoppe, ganske enkelt fordi borgerne ikke længere var tvunget til at påtage sig meningsløse jobs de i bund og grund hader. Folk ønsker generelt at foretage sig noget, og helst noget meningsfuldt.

 

Perspektiver for fremtiden 

Tiden er kommet til at gøre op med den etablerede samfundsorden. Der er ingen tvivl om at det nuværende syn på beskæftigelse langt hen af vejen er meningsløst og bizart. Befolkningen er dog næppe for alvor moden til et så revolutionært koncept som universal basisindkomst endnu. På et tidspunkt i nær fremtid vil konceptet dog fremstå mere logisk, selv for den almene borger. Et fuldautomatiseret samfund kalder på drastiske beskæftigelsespolitiske forandringer. Pragmatisk kan alle os der er tilhængere af ideen om universal basisindkomst nu og her advokere for forbedringer af det nuværende system, og advokere for gradvise indførelser af initiativer der stille og roligt fører os imod endemålet. Tag eksemplet med Alternativet som har advokeret for en 30 timers arbejdsuge. *11 Et glimrende initiativ som sætter spot på ideen om at vi bør være bedre til at fordele arbejdet mere ligeligt.

 

Der er, som denne artikel har påvist, mange spændende aspekter ved universal basisindkomst. Et af disse aspekter er hvordan emnet bør kunne føre begge sider af det politiske spektrum sammen. Liberalister vil kunne støtte ideen om at få nedlagt det unødvendige og overbureaukratiske statslige beskæftigelsessystem. Socialister vil kunne støtte ideen om lighed og universelle rettigheder. Tiden er kommet til at forsøge at skabe en ny samfundsorden som er politisk forankret i enighed hen over midten.

 

Tiden er i den grad også kommet til at gøre op med et forældet syn på beskæftigelse, og på ideen om at man skal forbruge og tage del i forbrugsræset for at være en god samfundsborger. Denne ide har spillet fallit, og der er i fremtiden brug for rationalitet, nytænkning og fokus på bæredygtighed.

 


 

Kilder

*1 WHO, ” Global Health Observatory (GHO) data”, WHO, http://www.who.int/gho/ncd/risk_factors/overweight_text/en/

*2 Wikiquote, ” Fight Club (film)”, Wikiquote, http://en.wikiquote.org/wiki/Fight_Club_(film)

*3 Lars Erik Skovgaard, ”Danmark taber stort i forbrugsræs”, Berlingske Business, http://www.business.dk/oekonomi/danmark-taber-stort-i-forbrugsraes#!

*4 IPCC, IPCC Fourth Assessment Report: Climate Change 2007, IPCC, 2007 http://www.ipcc.ch/publications_and_data/ar4/syr/en/contents.html

*5 Lene Rachel Andersen, Steen Rasmussen, ”Den digitale økonomi er fundamentalt anderledes end den industrielle”, Videnskab.dk, http://videnskab.dk/teknologi/den-digitale-okonomi-er-fundamentalt-anderledes-end-den-industrielle

*6 Martin Ford, The Lights In The Tunnel: Automation, Accelerating Technology and the Economy of the Future (Acculant Publishing, 2009), 2

*7 BIEN Danmark, “Ide og historie”, BIEN Danmark, http://www.basisindkomst.dk/Ide-og-historie/all/

*8 Nathan Schneider, “Why the Tech Elite Is Getting Behind Universal Basic Income”, Vice, http://www.vice.com/read/something-for-everyone-0000546-v22n1

*9 Vivian Belik, “A Town Without Poverty?”, The Dominion, http://www.dominionpaper.ca/articles/4100

*10 S. M., “A government-guaranteed basic income The cheque is in the mail”, The Economist, http://www.economist.com/blogs/democracyinamerica/2013/11/government-guaranteed-basic-income

*11 Alternativet, “Det vil Alternativet 30 timers arbejdsuge – 3 gode grunde”, Alternativet, http://tv.alternativet.dk/30-timers-arbejdsuge-3-gode-grunde